onsdag den 12. oktober 2016

Min mands hustru

AF Jane Corry


479 sider Politikens Forlag

Jane Corry er pseudonym for bestsellerforfatteren Sophie King, som er kendt for at skrive kærlighedsromaner. Denne psykologiske thriller er debutten indefor den nye genre. 

Handlingen er opdelt i to spor, Lily & Carla og to årtier. Første del udspiller sig i 2000, Lily er nygift og skal have sin første appelsag, hun skal ind i fængslet for at tale med sin nye klient, der er dømt for at slå sin kæreste ihjel. Men usikkerheden bliver til følelser for den nye klient, og det gør ikke ligefrem noget godt på hjemmefronten. For hjemme venter Ed, Lilys nye ægtemand, der er i reklamebranchen, men kæmper bravt for at slå igennem som billedkunstner. Ved siden af Ed og Lily bor en enlig italiensk mor med hendes datter Carla, Carlas far er død og Carla er et barn, der bliver mobbet og altid er forkert - ikke mindst uden en far og med en meget fattig mor, der udelukkende lever for sine møder med Larry. Larry sørger for mor og datter, men kun på udvalgte dage, og når Carla kan blive passet hos Ed og Lily. Carla er en smuk pige og Ed bliver fuldkommen opslugt af at male hende, men pludselig revner ballonen og Lily er nødt til at revurdere hele hendes liv. 2014 mødes de implicerede parter igen, og denne gang er der regnskaber, der skal gøre op og gamle hemmeligheder, der ikke længere kan holdes nede - Spørgsmålet er så, hvor meget, der kommer frem og, hvilken betydning det får for dem allesammen.

Romanen er Domestic Noir, psykologisk, velskrevet og yderst levende. Sproget flyder og da de to spor dækker to sider af samme sag, er læseren med på forreste række. Figurerne er levende og realistiske i både tanke og handling, og bortset fra en enkelt litterær frihed fra forfatterens side, kunne handlingen sagtens udspille sig hos naboen.

Ved siden af de to spor fremkommer sporadiske indslag om en forestående begivenhed, således holdes plottet i gang hele vejen - og det holder! Jeg holder meget af de psykologiske romaner, der kræver opmærksomhed og tanker under læsningen, og fik i Min mands hustru, en herlig blanding, der fastholdt både spænding, intensitet og interesse fra første til sidste side. Forfatterens evne til at skabe figurer  af begge køn og forskellige aldre og det samlede univers er virkelig solidt, jeg glæder mig til mere fra denne hånd.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar