AF Katja Kettu
330 sider People´s Press
Så er den prisvindende finske forfatter tilbage med sin anden roman på dansk. Den første, Jordemoderen har vundet en lang række priser, og jeg var også meget begejstret for den. Så forventningerne til denne nyeste var i top. Læs mere om forfatteren her
Romanen har to spor: Irga og Vernas historier. Finland 1937, Irga er datter af den hvide general, hun er træt af altid at stå i skyggen af sin søster, så da en ung russisk mand, inviterer hende med en tur i høet, er hun ikke sen til at takke ja. Desværre bliver Irga gravid, og de skam er ikke til at leve med, og hun beslutter derfor at flygte over grænsen til Rusland, så hun kan være sammen med barnets far. Men den farefulde tur, på ski over grænsen, ender ikke som Irga havde håbet på, og inden hun når at se sig om, er hun ved at blive transporteret til en arbejdslejr, hvor hun skal tilbringe de næste mange år.
Rusland 2015, Verna er ankomme til en lille flække for at finde sin far, der har sendt bud efter hende. Men det eneste Verna finder er faderens lig, og en landsby, der er meget tavse og ikke ønsker at tale om, hverken faderen eller fortiden. Faderen skrev noget om sin mor i brevet til Verna, og hun skal derfor prøve at stykke sin families historie sammen, men det er som om alle modarbejder hende, og da hun endelig finder en hun føler sig tryg ved, så bliver hun i tvivl om hun nu også kan stole på ham. Og måske er det slet ikke sikkert for en finsk kvinde at være i Rusland, og slet ikke hvis Irga og Verna kan kædes sammen.
Præcis som forgængeren, er denne roman skrevet i et fuldkommen flydende, spillevende og meget letlæseligt sprog. Det er igen en roman, hvor det smukke sprog bliver brugt til at skildre en grusom historie. Og grusom, det er den. Det er en fortælling om livet i en russisk arbejdslejr, hvordan man må overleve og ind imellem være sig selv nærmest. Men det er også en fortælling om kærligheden og, hvor langt mennesket kan/vil gå i dens navn.
De to spor fungerer rigtig godt, det er handling baseret på en del af historien, blandet med overtro. Tilsæt dertil nogle bundsolide personportrætter, der står knivskarpt gennem hele handlingen, om det er 1937 eller 2015. Kettu evner at skrive om kvindeliv og skæbner så læseren er med på rejsen og føler figurenes glæde og smerte. Endnu en stærk roman, der cementerer forfatterens store kvaliteter og lover flere rigtig gode læseoplevelser.
Romanen har to spor: Irga og Vernas historier. Finland 1937, Irga er datter af den hvide general, hun er træt af altid at stå i skyggen af sin søster, så da en ung russisk mand, inviterer hende med en tur i høet, er hun ikke sen til at takke ja. Desværre bliver Irga gravid, og de skam er ikke til at leve med, og hun beslutter derfor at flygte over grænsen til Rusland, så hun kan være sammen med barnets far. Men den farefulde tur, på ski over grænsen, ender ikke som Irga havde håbet på, og inden hun når at se sig om, er hun ved at blive transporteret til en arbejdslejr, hvor hun skal tilbringe de næste mange år.
Rusland 2015, Verna er ankomme til en lille flække for at finde sin far, der har sendt bud efter hende. Men det eneste Verna finder er faderens lig, og en landsby, der er meget tavse og ikke ønsker at tale om, hverken faderen eller fortiden. Faderen skrev noget om sin mor i brevet til Verna, og hun skal derfor prøve at stykke sin families historie sammen, men det er som om alle modarbejder hende, og da hun endelig finder en hun føler sig tryg ved, så bliver hun i tvivl om hun nu også kan stole på ham. Og måske er det slet ikke sikkert for en finsk kvinde at være i Rusland, og slet ikke hvis Irga og Verna kan kædes sammen.
Præcis som forgængeren, er denne roman skrevet i et fuldkommen flydende, spillevende og meget letlæseligt sprog. Det er igen en roman, hvor det smukke sprog bliver brugt til at skildre en grusom historie. Og grusom, det er den. Det er en fortælling om livet i en russisk arbejdslejr, hvordan man må overleve og ind imellem være sig selv nærmest. Men det er også en fortælling om kærligheden og, hvor langt mennesket kan/vil gå i dens navn.
De to spor fungerer rigtig godt, det er handling baseret på en del af historien, blandet med overtro. Tilsæt dertil nogle bundsolide personportrætter, der står knivskarpt gennem hele handlingen, om det er 1937 eller 2015. Kettu evner at skrive om kvindeliv og skæbner så læseren er med på rejsen og føler figurenes glæde og smerte. Endnu en stærk roman, der cementerer forfatterens store kvaliteter og lover flere rigtig gode læseoplevelser.
Tidligere udkommet på dansk:
Jordemoderen Læs anmeldelsen her
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar