AF Patric Paw Wärgården
338 sider byens forlag
Tabernes konge er forfatterens anden selvbiografiske roman. Han debuterede med C.R.A.P. i 2010. i 2015 medvirkede han i tv-programmet Selvmord på DR3.
Julian er sidst i 20´erne, han har i mange år flirtet med stoffer og er nu endt hjemme hos sin mor efter en indlæggelse. Men Julian vil gerne klare sig selv og er lykkelig for den lejlighed han får inde i Holte. Men Julians mor blander sig i alt, hun betaler hans husleje, åbner hans breve og gør rent i hans lejlighed og mens hun kæmper med et stigende alkoholproblem, falder også Julian længere ned i mørket. Et år på kunstskole i Lund, viser sig at være en stor fejl og for at holde fiaskoerne fra døren begynder Julian at misbruge opiater. Snart et planterne ikke nok og Julian er påbegyndt en stejl og lynhurtig vej mod bunden. Han forsøger sig med flere forskellige stoffer og en dag gør han det, han har forsværget altid, han skyder sig med heroin - så nu er han rigtig narkoman! Det bliver mere og mere svært for Julian at være i sig selv, så han blander alkohol og masser af stoffer i forsøget på at finde suset og undgå sig selv. Han bliver klient på KABS, som er misbrugscentre, overnatter på herberger og oplever flere gange at være døden nær, af enten stoffer eller bank. Kort sagt: Julian rammer bunden - hårdt. Men den dysfunktionelle familie evner ikke at favne ham og derfor er hans eneste holdepunkt, hans kontaktperson hos KABS. Spørgsmålet er så bare om Julian overhovedet ønsker at leve, og om han kan finde viljen til at prøve at komme ud af den dødsspiral han er landet i.
Romanen er fortalt i jeg-form. Sproget er flydende , letlæselig og så fanger fortællingen fra første færd. Samlet set gør det romanen utrolig hård. Det er en hudløs og rå fortælling om et menneske i opløsning, der råber på hjælp og ikke får det af dem, der burde hjælpe. Den kravler helt ind under huden på læseren og afkræver læseren holdninger.
Det er en tragisk og desværre evig aktuel fortælling om mennesket, der ikke kan udholde sit eget sind og søger et tilflugtssted, hvor der er fred fra de indre dæmoner. Det er en grusom fortælling, der giver et levende billede af livet som narkoman. Tankerne om stofferne, gengivelserne af abstinenser og de mange svigt, nederlag og sejre, står knivskarpt på nethinden - det er grusomt.
Det er samfundsrealisme af højeste karat, formidlingen er sublim og fortællingen er så hjerteskærende i al sin modløshed, at den rammer rent, gør ondt og er så vedkommende, at den vækker en glødende eftertanke. Mere fra den hånd, tak!
Julian er sidst i 20´erne, han har i mange år flirtet med stoffer og er nu endt hjemme hos sin mor efter en indlæggelse. Men Julian vil gerne klare sig selv og er lykkelig for den lejlighed han får inde i Holte. Men Julians mor blander sig i alt, hun betaler hans husleje, åbner hans breve og gør rent i hans lejlighed og mens hun kæmper med et stigende alkoholproblem, falder også Julian længere ned i mørket. Et år på kunstskole i Lund, viser sig at være en stor fejl og for at holde fiaskoerne fra døren begynder Julian at misbruge opiater. Snart et planterne ikke nok og Julian er påbegyndt en stejl og lynhurtig vej mod bunden. Han forsøger sig med flere forskellige stoffer og en dag gør han det, han har forsværget altid, han skyder sig med heroin - så nu er han rigtig narkoman! Det bliver mere og mere svært for Julian at være i sig selv, så han blander alkohol og masser af stoffer i forsøget på at finde suset og undgå sig selv. Han bliver klient på KABS, som er misbrugscentre, overnatter på herberger og oplever flere gange at være døden nær, af enten stoffer eller bank. Kort sagt: Julian rammer bunden - hårdt. Men den dysfunktionelle familie evner ikke at favne ham og derfor er hans eneste holdepunkt, hans kontaktperson hos KABS. Spørgsmålet er så bare om Julian overhovedet ønsker at leve, og om han kan finde viljen til at prøve at komme ud af den dødsspiral han er landet i.
Romanen er fortalt i jeg-form. Sproget er flydende , letlæselig og så fanger fortællingen fra første færd. Samlet set gør det romanen utrolig hård. Det er en hudløs og rå fortælling om et menneske i opløsning, der råber på hjælp og ikke får det af dem, der burde hjælpe. Den kravler helt ind under huden på læseren og afkræver læseren holdninger.
Det er en tragisk og desværre evig aktuel fortælling om mennesket, der ikke kan udholde sit eget sind og søger et tilflugtssted, hvor der er fred fra de indre dæmoner. Det er en grusom fortælling, der giver et levende billede af livet som narkoman. Tankerne om stofferne, gengivelserne af abstinenser og de mange svigt, nederlag og sejre, står knivskarpt på nethinden - det er grusomt.
Det er samfundsrealisme af højeste karat, formidlingen er sublim og fortællingen er så hjerteskærende i al sin modløshed, at den rammer rent, gør ondt og er så vedkommende, at den vækker en glødende eftertanke. Mere fra den hånd, tak!
Tidligere udkommet:
1. C.R.A.P
1. C.R.A.P
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar