lørdag den 1. april 2017

Arvtageren

AF Lina Forss



Lina Forss er bosat i Sverige men et årti i London har sat sine spor. Hun debuterede i 2005 og har tidligere udgivet ti romaner. Nu går hun for første gang romantikkens vej. Arvtageren er første bind i serien Stockholm romance.

Sofi Enhörning har arvet familiefirmaet efter faderens død. Hun er smuk, klog og nyder at styre firmaet. Privat bor hun skiftevis i sit hus i Stockholm og ude på kæresten Ottos landsted. Men selv om Sofi og Otto har den bedste sex, er der problemer i forholdet - ikke mindst det store problem, at Ottos mor bor sammen med dem og styrer alt, hvad hun kan komme til i parrets liv. Firmaet trænger til friske øjne og selv om Sofi helst vil køre alt selv, indvilger hun i at få en konsulent ind, der kan øge firmaets omsætning. De ansætter Peder Wikingson, en ombejllet playboy, der nedlægger kvinder på stribe men er fagligt dygtig. Peder har i årevis været tiltrukket af Sofi, så nu opstår hans mulighed for endelig at komme tæt på hende. Sofi og Peder opdager hurtigt, at de er voldsomt tiltrukket af hinanden, og indenlænge er det meget andet end firmaet de to beskæftiger sig med. Men nogen opsnuser romancen og da parret lander på forsiderne af de svenske sladderblade, styrtdykker firmaets kurser og Sofi må gøre op med sig selv, om hun skal blive hos den trygge Otto på landet eller hun skal kaste sig ud i et nyt eventyr med Peder.

Bogen er skrevet i et yderst letlæseligt sprog, små korte kapitler og et opskruet tempo, gør at bogen er meget hurtigt læst. Stilmæssigt bevæger den sig i en meget moderne udgave af Danielle Steel. Virkelig mange tillægsord: smuk, klog, mest sexet etc. Erotikten er afløst af sex og så er tempoet som sagt højt med mange sceneskift.

Selve historien med den smukke arving, der ikke er lykkelig og den store kvindebedårer, der kan vælge og vrage, er jo ikke ny. Det er derfor ikke en original historie der fortælles, men måden den fortælles på er en klar modernisering, hvor fortællingen om magt, intriger og kærlighed er i højsædet, frem for figurerne. 

Jeg kom aldrig ind under huden på figurerne, dertil er handlingen for opskruet og overfladisk. Præmissen er ikke solide personer, men derimod selve historien - jeg køber præmissen, men må altså erkende, at jeg ikke fik ordentlig fat og savnede figurer jeg kunne relatere til. Men underholdende, det er den.



© Bognørden 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar