fredag den 7. april 2017

Flosset

AF Cecelia Ahern


344 sider Politikens Forlag

Denne irske forfatter er kvinden bag filmen P.S. Jeg elsker dig. Hun er uddannet indefor journalistik og mediekommunikation og hendes bøger udkommer i næsten 50 lande.
Flosset er første bind om Celestine, efterfølgeren udkommer i 2018.

Celestine er 17 år. Hun bor i et land og en i en tid ikke langt fra vores. Celestine bor sammen med sine forældre og en storesøster og en lillebror. Familien er velfungerende, kommer i de finere selskaber og da Celestine for tre måneder siden blev kæreste med dommer Crevans søn Art, lader alt til at være perfekt. Og perfekt er netop det Celestine stræber imod. Hun er et matematisk vidunder, der aldrig har gjort noget galt og bare kæmper for at passe ind i samfundet. Desværre er det ikke alle, der passer ind. Landet har nemlig en specielenhed: Lavet. Lavet består af angivere, der angiver befolkningen, hvis de har gjort noget moralsk forkert. Lavets dommere, dømmer de flossede og når dommen er falder bliver de dømte brændemærket på kroppen, og skal derudover altid gå med armbind med F på, så alle de ordentlige borgere kan se, de uslinge, der ikke passer ind i samfundet. De flossede er ikke kriminelle, de er ganske enkelt bare dømt moralsk flossede. Som flosset skal man sidde bestemte steder i bussen, handle i specielle afdelinger i butikkerne, spise mad, der ikke får blodsukkeret til at stige, så er der reglen med at der maksimalt må være to Flossede på et sted, ellers skal en almindelig borger være imellem. Og endelig skal de flossede være hjemme kl. 22 på hverdage og kl 23 i weekenderne - og de bliver tjekket. Indtil nu har Celestine ikke stillet spørgsmålstegn ved landets måde at dømme folk på, men da hun først oplever en nabo blive anklaget, og senere selv kommer i klemme, tvinges hun til at se tingene i øjnene. I bussen på vej til skole hjælper Celestine en ældre herre, der er syg, men man må ikke hjælpe en flosset og Celestine bliver pågrebet og smidt i en celle. Nu skal hun så beslutte om hun vil stå ved sin medmenneskelighed eller hun vil lyve og benægte, at hun hjalp.

Flosset er en Young Adult roman, altså en roman for de store teenagere eller unge voksne. Sproget er herligt flydende og letlæseligt, og da Celestine er fortælleren hele vejen, er romanen en fortælling om hendes tanker, handlinger og anskuelser. Forfatteren evner rigtig fint at skabe et univers, der på alle måder ligner en 17 årig piges, og handlingen er derfor i fuld øjenhøjde med målgruppen. Samtlige figurer er levende og herligt realistiske, jeg kommer til at tro på dem og deres historie.

Temaet er grumt, det giver klare minder om både slavetiden, raceproblematikken, specielt i USA og endelig en snert af Hitlers regime. Det, at mærke mennesker fordi de er dømt anderledes er en grusom handling, der naturligvis skaber grobund for både tragedier og korruption. Flosset er et knivskarpt billede af, hvad der kan ske, når nogen tror de er højt hævet over andre og mener sig i stand til at dømme, hvad der er moralsk korrekt eller forkert. Så trods romanens fiktive univers, giver den klare tanker til livet - for tag ikke fejl. Nok er det fiktion, men ikke så langt fra virkeligheden som man kunne ønske.

Selv om jeg måske er et par år over målgruppen, kan jeg på det varmeste anbefale Flosset. Det er en roman, der sætter spor under læsningen samtidig med, at den underholder og fanger læseren i et originalt spor. Så læn dig tilbage og lad dig føre gennem en skøn roman for læsere i mange aldre. Det gjorde jeg, og jeg ser virkelig frem til næste kapitel skal udspilles - min eneste anke er ventetiden.



© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar