AF Stinus Olesen
228 sider byens forlag
Stinus Olesen er uddannet fysioterapeut og har tidligere udgivet flere digtsamlinger, som bl.a. er komponeret på bagsædet af de gule busser. Voksenværk er hans skønlitterære debutroman og første bind i en planlagt trilogi om Københavns skæve eksistenser.
Pierre Henri er snart midtvejs i livet. Han lever og ånder for kæresten Iben, mens han også har et usædvanligt tæt forhold til Lacoste ( Lacoste er 1980´ernes helt store mærke - den lille krokodille) sin walkman med 80´er musik, tennis og poker. Pierre og Iben bor i den lejlighed Pierre har arvet efter hans far, og er de ikke i Danmark, rejser de rundt for de penge, Pierre tjener på sin tennis og sin poker. Iben er undergrundskunstner, hun laver graffiti rundt om i Europas byer og så har Iben et nært forhold til Pierres penge, stoffer og sin veninde Hanne. Kort sagt, Pierre og Iben er to, på papiret, voksne mennesker, der er totalt blanke i forhold til følelsesmæssig intelligens. De selvoptagede og bruger hinanden for egen vinding. Men nu vender skuden, for parret er på vej tilbage til Danmark, hvor Pierre skal spille klubmesterskab i tennis og har scoret en stor sponsorkontrakt, der kan betale for hotelophold det næste år, så Iben kan udøve sin kunst og gøre Pierre glad. Men skuden er vendt for Pierre. Fortiden banker på døren og pludselig begynder han at kunne se både indad og på andre menneskers behov. Men spørgsmålet er om den voksne teenager kan finde ud af at agere i en helt ny verden eller om han går helt til grunde.
Romanen består af to spor, der begge har Pierre i fokus. Det ene spor er nutiden, hvor jeg-fortælleren sørger for at lukke læseren helt ind i Pierre. Derudover er der tilbageblik til en barndom og et liv, der bliver fortælt i 3. person og giver et super fint billede af, hvorfor Pierre, den voksne mand, er så infantil og uden empati.
Voksenværk - vokseværk - voksen-værk. Alle tre betegnelse kunne sådan set rumme denne surrealistiske og skæve fortælling. For naturligvis er der en (tungtvejende) grund til, at Pierre er blevet det menneske han er. Og voksenlivet gør ondt, det samme kan siges om forsøget på at udvikle sig mentalt, og derfor er titlen både rammende og tvetydig. Handlingen er ligeledes udvikling og forandring - hvad sker der når forandringen pludselig er en realitet? Hvad sker der når både ydre og indre rammer sprænges og skal genopbygges?
Sproget er flydende og herligt letlæseligt. Korte og afgrænsede kapitler, der klar afgrænser, hvor og hvornår handlingen foregår. Og så er der handlingen: den bevæger sig en hårs-bredde fra at kamme over i sine surrealistiske hændelser - specielt imod slutningen. Et par gange fik jeg følelsen af, at nu er det altså for tosset. Men det blev ved det, og derfor kunne jeg nøjes med "fornemmelsen"
Som nævnt er dette første bind i en trilogi om skæve eksistenser. Jeg ser frem til de kommende, for Stinus Olesen formidler friskt, vedkommende og giver stemme til figurer, der ellers har solide mærkater påsat. Dog vil jeg ønske, at de kommende holder igen med det surrealistiske, jeg synes ikke de gavner - tværtom. Og vil meget hellere læse de nære og realistiske historier om mennesker, der måske er skæve men afgjort skønne.
© Bognørden
Romanen består af to spor, der begge har Pierre i fokus. Det ene spor er nutiden, hvor jeg-fortælleren sørger for at lukke læseren helt ind i Pierre. Derudover er der tilbageblik til en barndom og et liv, der bliver fortælt i 3. person og giver et super fint billede af, hvorfor Pierre, den voksne mand, er så infantil og uden empati.
Voksenværk - vokseværk - voksen-værk. Alle tre betegnelse kunne sådan set rumme denne surrealistiske og skæve fortælling. For naturligvis er der en (tungtvejende) grund til, at Pierre er blevet det menneske han er. Og voksenlivet gør ondt, det samme kan siges om forsøget på at udvikle sig mentalt, og derfor er titlen både rammende og tvetydig. Handlingen er ligeledes udvikling og forandring - hvad sker der når forandringen pludselig er en realitet? Hvad sker der når både ydre og indre rammer sprænges og skal genopbygges?
Sproget er flydende og herligt letlæseligt. Korte og afgrænsede kapitler, der klar afgrænser, hvor og hvornår handlingen foregår. Og så er der handlingen: den bevæger sig en hårs-bredde fra at kamme over i sine surrealistiske hændelser - specielt imod slutningen. Et par gange fik jeg følelsen af, at nu er det altså for tosset. Men det blev ved det, og derfor kunne jeg nøjes med "fornemmelsen"
Som nævnt er dette første bind i en trilogi om skæve eksistenser. Jeg ser frem til de kommende, for Stinus Olesen formidler friskt, vedkommende og giver stemme til figurer, der ellers har solide mærkater påsat. Dog vil jeg ønske, at de kommende holder igen med det surrealistiske, jeg synes ikke de gavner - tværtom. Og vil meget hellere læse de nære og realistiske historier om mennesker, der måske er skæve men afgjort skønne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar