AF Mads Peder Nordbo
341 sider Politikens Forlag
Pigen uden hud er Mads Peder Nordbos fjerde romanudgivelse. Han debuterede i 2012 med Odins labyrint. Den danske forfatter er bosat i Nuuk i Grønland, er uddannet i litteratur og nordisk sprog og har bl.a. forsket i runer. Læs mere om forfatteren her. Som en lille krølle kan jeg oplyse, at i skrivende stund er Pigen uden hud, allerede inden den første udgivelse, solgt til udgivelse i hele 16 lande.
Matthew er ansat på avisen i Nuuk. Han passer sit job men har svært ved at sove om natten og har i det hele taget lidt svært ved at finde ordentligt fodfæste i livet igen. Matthew mistede både sin kæreste og deres ufødte datter i en trafikulykke, hvor han selv kom til skade, men altså blev efterladt alene. Matthew er søn af en amerikansk soldat og en dansk kvinde, begge arbejdede på Thulebasen og Matthew er født i Grønland. Men hans far svigtede da Matthew var fire år og kom aldrig fra Grønland og til Danmark til Matthew og moderen, selv om Matthew er vred over faderens svigt, er det også faderen, der er årsagen til at Matthew ender med at flytte til Grønland igen. En dag kaldes han ud på indlandsisen for at se og skrive om fundet af en mumie i en sprække i isen. Men den potentielle sensation bliver snart kvalt, da mumien forsvinder og den politimand, der skulle vogte over fundet, findes brutalt myrdet. Faktisk er han efterladt på præcis samme måde, som fire mænd blev fundet tilbage i 1973. Mændene var alle mistænkte for at have misbrugt deres døtre, hvoraf to af pigerne forsvandt og aldrig siden set. Matthew begynder at grave i sagerne, og tingene tager endnu en drejning, da han møder Tupaarnaq, som netop er blevet løsladt efter 12 år i et dansk fængsel - hun blev dømt for at have slået sin familie ihjel. Men, hvem kan Matthew stole på og, hvad er det egentlig han har fået fingrene i?
Romanen har to spor: Matthews i 2014 og politimanden Jakobs i 1973. Sproget er yderst levende, det flyder og så er afsnittene tydeligt opdelt, så læseren egentlig bare skal læne sig tilbage og favne handlingen. Der er som sådan intet nyt i, at en journalist graver løsninger frem, det nye her, er omgivelserne. Matthew og de øvrige figurer er realistiske og levende og fungerer super godt til både omgivelser og handlinger.
Politiets del er nogenlunde realistisk (dog håber jeg, at beskrivelserne fra 1970´erne er pure opspind, for ellers er der godt nok mange, der skal dømmes for forsømmelse) Plottet er åbent allerede kort inde i fortællingen, men de sidste tråde bindes først i slutningen, og jeg synes både delelementer og helhed fungerer rigtig godt - jeg kom mig aldrig over de grumme billeder jeg fik på nethinden, men jeg synes Nordbo evner at levere en solid krimi, hvor min eneste anke er, at slutningen bliver en anelse for søgt.
Genren er krimi, men det kunne bestemt ligeså godt have været socialrealisme. For handlingerne er bygget op omkring rammerne af et Grønland, der på mange måder kæmper med både sig selv og de danske herskere. Grønland er desværre stadig i toppen af de lister der rummer incest, vold og drab. Det er dette fakta der ligger og rumler konstant mens romanen læses. For nok er drabene fiktion, men de er bygget på en hverdag, der desværre er et vilkår for mange grønlændere.
Jeg kan tydeligt mærke forfatterens kærlighed til den store ø, og måske er valget af dette stereotype billede netop en mulighed for at råbe vagt i gevær - igen. Jeg håber, at grønlænderne tager godt imod romanen, der jo kommer til at sætte landet i fokus, og benytter muligheden til at få løsnet et tabu og så håber jeg, at de kan se kærligheden til øen og ikke kun for grumme baggrund i romanen.
Mere tak! Jeg honorerer med disse meget store
© Bognørden
Romanen har to spor: Matthews i 2014 og politimanden Jakobs i 1973. Sproget er yderst levende, det flyder og så er afsnittene tydeligt opdelt, så læseren egentlig bare skal læne sig tilbage og favne handlingen. Der er som sådan intet nyt i, at en journalist graver løsninger frem, det nye her, er omgivelserne. Matthew og de øvrige figurer er realistiske og levende og fungerer super godt til både omgivelser og handlinger.
Politiets del er nogenlunde realistisk (dog håber jeg, at beskrivelserne fra 1970´erne er pure opspind, for ellers er der godt nok mange, der skal dømmes for forsømmelse) Plottet er åbent allerede kort inde i fortællingen, men de sidste tråde bindes først i slutningen, og jeg synes både delelementer og helhed fungerer rigtig godt - jeg kom mig aldrig over de grumme billeder jeg fik på nethinden, men jeg synes Nordbo evner at levere en solid krimi, hvor min eneste anke er, at slutningen bliver en anelse for søgt.
Genren er krimi, men det kunne bestemt ligeså godt have været socialrealisme. For handlingerne er bygget op omkring rammerne af et Grønland, der på mange måder kæmper med både sig selv og de danske herskere. Grønland er desværre stadig i toppen af de lister der rummer incest, vold og drab. Det er dette fakta der ligger og rumler konstant mens romanen læses. For nok er drabene fiktion, men de er bygget på en hverdag, der desværre er et vilkår for mange grønlændere.
Jeg kan tydeligt mærke forfatterens kærlighed til den store ø, og måske er valget af dette stereotype billede netop en mulighed for at råbe vagt i gevær - igen. Jeg håber, at grønlænderne tager godt imod romanen, der jo kommer til at sætte landet i fokus, og benytter muligheden til at få løsnet et tabu og så håber jeg, at de kan se kærligheden til øen og ikke kun for grumme baggrund i romanen.
Mere tak! Jeg honorerer med disse meget store
Ingen kommentarer:
Send en kommentar