onsdag den 26. april 2017

Hilsner fra de døde

AF Stuart MacBride



Hilsner fra de døde er første bind i en ny serie om kriminalbetjent Ash Henderson. Men den skotske forfatter er langt fra nybegynder. Han har vundet en lang række priser for sine krimier og er mest kendt for serien om Logan McRae. McRae serien har ikke tidligere været udgivet på dansk, men det sker nu. Mandag d. 1. maj 2017 udkommer De forsvundne og de døde, så der kan de danske læsere så danne sig et indtryk af den skotske herre.

Ash Henderson er kriminalbetjent - og en virkelig hårdtslående en af slagsen. Ash´ datter Rebekka forsvandt for fem år siden, kort før hendes 13 års fødselsdag. Rebekka er langt fra den eneste pige, der er forsvundet. Indtil videre er over ti piger forsvundet, og deres forældre har først fået vished et år efter, hvor der til pigernes fødselsdag er kommet kort fra "Birthday Boy" som sender billeder af tilfangetagede og torturerede piger. Ash har også modtaget kort med Rebekka på, så han ved, at hun er endnu et offer. Men Ash har valgt at beholde sin viden tæt til kroppen, for han vil ikke tages af sagen - han vil finde svinet. Gerningsmanden har været i gang i flere år og indtil nu har der ikke været et eneste spor af pigerne, men nu dukker der lig op. Ash bliver ved at håbe, at det ikke er Rebekkas knogler, men samtidig er han også ved at gå til af den uvished. Og Ash er ikke den eneste der lider. Hans ekskone og den yngste datter er også yderst påvirkede af Rebekkas forsvinden, og Ash er ydermere kommet i kløerne på nogle hårdhændede lånehajer - kort sagt: Ash er på hårdt arbejde, både privat og professionelt, og da han ydermere skal trækkes med en ny psykolog på arbejdet, lader det til at blive en kamp mod tiden og op af bakke.

Dette var mit første møde med Stuart MacBride, og jeg vil sige, at han kræver sin læser. Handlingen er meget springende, hovevægten ligger på Ash Henderson, og han er en mand med mange jern i ilden og så lever han livet på kanten. Det betyder, at der er mange navne at huske på, mange små nicher i handlingen og derfor også et meget hurtigt flow. Efterhånden voksede både han og skrivemåden på mig, men som sagt: han kræver fuld koncentration og et åbent sind. Han er meget egenrådig og mangler nok en smule realisme ifh. sagen, men jeg køber præmissen og lægger den ind under forfatterens litterære frihed.

Ash Henderson er jo politiet, og uden, at jeg kan sige, hvordan de arbejder i det skotske højland, tror jeg, at romanen på denne side er nogenlunde realistisk, selv om jeg synes Ash har lidt for vide beføjelser og ind imellem bliver en anelse for meget supermand.

Plottet holder, det gør det naturligvis til dels fordi, der er så mange tråde, der smides ind i knuden, og nogle løsninger er på kanten af af være for lette. Men i det store hele var det en usædvanlig rå roman, der skildrer det mørke i mennesker og overrasker temmelig meget.

Er du til en krimi ud over det sædvanlige femi-tema. Så giv denne skotske forfatter en chance, han er et friskt pust og når han først er krøbet ind på læseren, så er han en figur, der kalder på flere møder.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar