mandag den 10. april 2017

Tango for én

AF Viveca Tallgren



Forfatteren er født og opvokset i Finland. Hun er Cand.phil. i spansk, arbejder som freelance skribent og har udgivet både essays, lærebøger i spansk og debuterede på Danmarks Radio i 1985 med "Begravelsen" 

Tango for én er en samling af 19 autofiktive beretninger om episoder en enlig kvinde kan komme ud for, når hun rejser. Der er f.eks. fortællinger om et hotelværelse fyldt med kakkelarker, taxature med mere eller mindre imødekomme og suspekte chauffører. Fortællinger om togture, om at træde på myter, om at danse tango - og ikke mindst nogle af de gyldne regler, der findes på de dansesteder, hvor tangoen er i højsædet. Så er der fortællingen om, hvordan det hæderkronede danske rejsebureau Spies, afholder udflugter, hvor kulturen mangler og turisterne ikke ønsker at betale.  Der er fortællinger fra middage på forskellige restauranter, og ikke mindst beskrivelser af, hvordan en enlig kvinde kan blive modtaget på restauranterne. Fælles for alle historierne er, at Viveca Tallgren er dybt fascineret af andre kulturer, hun er yderst berejst og så holder hun af at rejse alene, og kan faktisk tage det meget nært, hvis hendes ensomhed brydes. Kort sagt, en lille samling af punktnedslag i en berejst kvindes/journalists oplevelser rundt om i verden.

Forfatteren kalder selv samlingen autofiktiv, men det er ikke til at skelne, hvor fiktion rammer nonfiktion og egentlig havde jeg hele vejen en følelse af at være med som beskuer til en række episoder, hvor forfatteren beretter om hendes egne iagttagelser og følelser.

Tango for én er ikke en guide til enlige kvinder, men der kommer dog et par slet skjulte advarsler om ikke at sætte sig ind i enhver taxa og ikke besøge bestemte steder som enlig kvinde. Derudover er bogen som sagt, en kærlighedserklæring til det at rejse og nedslag i nogle af de mange oplevelser, hvor rammerne har været hele verden.

Sproget er yderst let, og de små kapitler/noveller er lette at gå til. Bogen kan enten læses i sin helhed eller som et afbræk og i små doser. Jeg kom ikke tættere på mennesket Viveca Tallgren, og jeg kunne faktisk godt have tænkt mig lidt mere personlighed end blot ensomhed og en hurtig og skarp analyse af mennesker og omgivelser. Men det er ikke bogens præmis, så jeg nøjes med at sige tak for invitationen, som flue på verdens vægge.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar