fredag den 21. august 2015

Aske i munden, sand i skoen

AF Per Petterson


125 sider Batzer & Co

Denne korte roman er forfatterens debut, der oprindelig udkom i 1987. Der er udkommet yderligere 8 romaner på dansk, og nu er denne så genudgivet. Det er mit første møde med forfatteren, og jeg har set frem til at møde Arvid, som er en gennemgående figur.

Denne "roman" er en samling noveller om hovedpersonen Arvid. Små korte nedslag i Arvids verden fra han er 6 år. Sprogligt var det en nydelse af de store, og så indeholder samlingen
en usædvanlig stor fylde, trods det magre sideantal.

Arvid er 6 år da vi møder ham, han bor i Norge med sin norske far, danske mor og storesøster. Arvid er egentlig ikke så begejstret for sin far i øjeblikket, for han har skiftet arbejdet på skofabrikken ud med tandbørstefabrikken. Arvid vil hellere have sko i kælderen end kedelige tandbørster, der ødelægger alle børns aftenhygge inden sengetid. Arvid er en kvik dreng, han er nysgerrig og har gåpåmod - undtagen når han hver nat tisser i sengen og vågner og opdager alle slangerne på hans værelse - underligt nok, ser hverken far eller mor alle krybene når de henter ham ind i deres seng. Oppe i familiens sommerhus ødelægges Arvids trygge tilværelse, da en sort bil ankommer og fortæller om bedstefarens død - hjemme får han tæsk i skolen fordi han er så lille, han bliver uvenner med naboen, da han kalder ham det, alle de voksne kalder ham, og Arvid er i det hele taget nødt til at finde på noget nyt for at stige i graderne. Arvid bliver "dødshopper" og kan pludselig bruge sin lille størrelse som en fordel. Men med Arvid og familien er der altid gang i den, og roen forstyrres for alvor da læreren i skolen fortæller, at nu er det snart slut med verden, for atomkrigen kommer - Cuba er på krigsstien, og Arvid forbereder sig på at dø - men man behøver vel ikke dø sulten?

Arvid er en fantastisk dreng, han fremstår knivskarpt. Han er levende, realistisk og jeg er vild med ham. Hans tanker og handlinger er perfekt beskrevet - han udvikler sig både alders- og følelsesmæssigt og i relationen til omverdenen i takt med handlingen. 

Jeg blev glædeligt overrasket over, hvor stort et aftryk denne korte roman sætter. 
Udover den sublime sproglige formidling, er romanen finurlig og fyldt med både barnlig glæde og stor humor. Det var mit første møde med forfatteren og Arvid, men jeg kan
med sikkerhed sige, at det så absolut ikke bliver det sidste!




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar