torsdag den 20. august 2015

Tyven

AF Ulrik Langen


363 sider Politikens Forlag

Så er den meget anerkendte historiker tilbage med endnu en roman 

Lad mig blot starte med at fastslå, at jeg ikke er den store læser af historiske romaner. Jeg er meget interesseret i historie, men synes ofte det bliver tungt at komme igennem. Det var derfor med blandede forventninger jeg kastede mig over tyven - og så skal jeg ellers love for at jeg blev fuldkommen bjergtaget af forfatterens formidlingsevner.

Romanen er sublim formidling. Det er levende, vedkommende og meget letlæselig samtidshistorie. Udover at fortælle et stykke danmarkshistorie i 17-1800 tallet, er det en fortælling om dansk kulturhistories største tyveri - af guldhornene.

Niels Heidenreich bliver født i 1761 i Jylland, han er søn af en degn og vokser op i fattige kår. Under Niels´opvækst begynder faren at drikke og moren har en langvarig affære med en anden mand. Moren tager børnene, Niels og hans to søstre med væk fra byen, de starter et meget omvandrende liv, idet Niels´mor ikke laver andet end af sætte sig i gæld - og undlade at betale sine kreditorer. Niels har et lyst hoved, det skaffer ham en plads på latinskolen, men kort inden hans afsluttende eksamen må han flygte til København med familien pga. moderens store gæld. Men gælden og kreditorerne følger med til København, og snart pantsætter familien alt hvad de ejer, og Niels kaster sig over at forfalske penge for at familien kan betale gælden og får mad på bordet. Det bliver opdaget og Niels bliver sat i fængsel, hvor han dømmes til livstid. I fængslet møder Niels sin kommende hustru Johanne, og da han nogle år senere benådes, er han i gang med at etablere sig som urmager og guldsmed. Det lykkedes Niels at få statens hjælp til at starte virksomheden, men inden længe er gælden igen et altoverskyggende problem for familien. Og pludselig, under fremvisninger på kunstkammeret, får Niels en ide - Guldhornene! Niels stjæler hornene, smelter dem om og lever egentlig nogenlunde - men alting har en ende!

Som sagt er dette en fortælling om en tyv - en af Danmarkshistoriens mest berygtede tyve. Men Niels var som nok ikke helt så unik, var det ikke for guldhornene, havde han blot været en blandt mange tyve og falskmøntnere. Men hans historie danner baggrund for en fantastisk samtidshistorisk fortælling. Og så må jeg bøje mig i støvet over den gennem-researchede opbygning. Historien om Niels bliver til historien om Danmark i 17-1800 tallet.

Både Niels´ liv, kampen med gælden, de svære levevilkår i Danmark, og ikke mindst samfundets opbygning, er hver en uundværlig hjørnesten i denne roman. Den måde samfundet straffede, fængslernes opbygning og drift og ikke mindst politiets arbejdsmetoder, bliver på fornemmeste vis portrætteret. Romanen kan både læses som en biografisk beretning og/eller en historisk roman. Som nævnt, har jeg ikke været den store historiske læser, derfor er min glæde over denne roman endnu større. Forfatteren har skabt et levende og malerisk billede, og så inviterer han læseren med ind i lærredet - Jeg takker for rejsen, den var fantastisk - lærerig og usædvanlig veltilrettelagt.


  

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar