torsdag den 27. august 2015

Sløjfen i Stalins skæg

AF Erika Riemann


236 sider Informations forlag

Sløjfen i Stalins skæg er en biografisk fortælling, romanen har toppet de tyske bestsellerlister, og frembragt en ny beretning om KZ-lejrenes brug efter krigens afslutning.

Biografien er yderst velskrevet og meget levende i al sin gru. Fortællingen er flydende og yderst letlæselig, den tegner virkelig rå og grusomme billeder af et livs helvede.

Erika er 14 år i 1945, lever i Tyskland i den russiske besættelseszone sammen med sin mor og sine søskende. En munter aften med vennerne kommer Erika forbi et billede af Stalin. Erika synes han ser så trist ud, så hun tager sin læbestift frem og tegner en sløjfe i hans skæg. Det skulle hun ikke have gjort, for kort efter bliver hun afhentet af russerne. Hun bliver sat i fængsel og bliver derefter dømt til 10 år i Sibirien. Det bliver 10 år, hvor den unge pige kastes rundt mellem fængsler, ugelange transporter i indelukkede togvogne og endelig anbringes hun i en tidligere KZ-lejr. Hvor Erikas jævnaldrene er teenagere og vokser op som unge nu gør, bliver Erika frataget alt; hun lever som jøderne under krigen. Hun sover i bur om natten, angribes af epidemier, væggelusene og musene er cellekammerater og endelig er der den daglige frygt for voldtægt og tankerne omkring, hvornår - hvis nogensinde, hun kommer ud i friheden. Efter 8 år bliver Erika sat "fri" men den nyvundne frihed skaber ikke ro i hende, hendes mareridt tager til og Erika har i det hele taget meget svært ved at fungere. Russerne tog en stor pige, og da østtyskerne lader hende gå, er det et ødelagt menneske, der forlader lejeren. Kan Erika nogensinde blive hel igen?

Jeg må bøje mig i støvet over, dels at Erika står frem med sin fortælling, men også fordi hun har evnet at fortælle sin historie så levende og vedkommende. Og lad mig blot slå fast; det er råt - rigtig råt, det Erika har lagt krop og sind til. Noget af det hun nævner flere gange er, at omverdenen ikke vil høre hendes historie, og hun får det skidt når hun ser billederne af jøderne fra krigens dage. For hun har oplevet præcis det samme, og hvor verden ikke har problemer med at føle med jøderne, har hun livet igennem mødt lukkede døre, fordømmelse og frem for alt tavshed. Hendes dom blev ikke ti år, men livstid!

Jeg er fuldkommen enig med Erika; denne historie er endog meget vigtig at få ud, specielt for de mange kvinder og mænd, der var fanger og deres efterkommere. Jeg fandt fortællingen virkelig uhyggelig, men jeg var til stede, jeg så og følte med Erika fra første til sidste side. Absurditeten må blive, at jeg faktisk "nød" formidlingen, for nydelse er så langt fra forfatteren liv. Læs den, ikke mindst idet jeg synes forfatteren fortjener at blive hørt, få lov at fortælle og ikke mindst møde forståelse frem for fordømmelse!



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar