mandag den 15. februar 2016

Den altseende

AF Robert Kless


373 sider Forlaget Vinter

Romanen er skrevet i et yderst letlæseligt sprog, og linjeafstanden gør, at den er virkelig behagelig at læse. Sproget veksler mellem at være levende og "pænt" til at udfolde sig med de værste gloser - det er en stor skam for helheden.

Dan er advokat og gift med Helen, han arbejder meget og kommer ofte sent hjem, således også denne skæbnesvangre dag, hvor han kommer hjem og finder sin hustru skudt. Efter Helens død, lægger Dan sit liv om, han bygger sit eget hus i en anden by, sælger sin advokatpraksis og nedsætter sig som kunstmaler og grøntsagsavler. Men en dag får Dan et blackout, og da han vågner ved han ikke, hvad han har lavet mens han var væk. Dan opsøger sin adoptivfar, som er en anerkendt psykolog, for at tale med ham om oplevelsen, og de grimme tanker han nu har fået, tanker om at slå sin tvillingebror Frank ihjel. De to brødre voksede op på børnehjem, men blev adskilt som børn, og har kun mødt hinanden en enkelt gang som unge, et møde, der endte med at Frank forsøgte at kvæle Dan. Men hvorfor begynder Dan pludselig at have grumme tanker om sin bror efter 17 års adskillelse, hvordan skal Dan tackle det, hvis broderen igen forsøger at slå ham ihjel?

Det amerikanske makkerpar Preston & Child har skrevet en forrygende serie over dette emne, den gode og den onde tvillingebror. Jeg fik tanker til dem da jeg startede på den altseende, men den mulige inspiration er eneste lighed. 

Persongalleriet består i grove træk af 9 personer, og handlingener skrevet således, at figurene omtales i de respektive scener - det er derfor let at holde rede i, hvem der er hvem. Til gengæld så er samtlige personer blottet for realisme, de er nærmest satirisk fremstillet. F.eks. bliver to mennesker dybt forelsket og elsker hinanden højt på andendagen af deres bekendtskab, ligesom et barn gerne vil have en fremmed som ny far i samme fart. Disse eksempler kører hele vejen gennem handlingen, og gør altså både personer og handling, fuldkommen utopisk. 

Alligevel læste jeg bogen på rekordtid, der er noget i den, der fanger, trods det massive fravær af realisme og solide personer. Plottet er let at gætte sig til, men vejen derhen er alligevel underholdende, selv om den skurer fælt. Jeg lænede mig tilbage, og muligvis fordi hele romanen er så overfladisk, var den læst på rekordtid. 

Jeg ser ideen, og potentialet er der - så selv om jeg er nødt til at trække ned med baggrund i de mangler, jeg synes der er, så er det altså en roman, der underholder.


© Bognørden 


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar