mandag den 22. februar 2016

Mænd bærer min kiste

AF Jenle Hallund


234 sider People´s Press

Jenle Hallund har et omfangsrigt cv; udover forfattergeringen har hun arbejdet som dramaturg og instruktørassistent i London, som instruktør rundt om i verden og endelig som bl.a. ideudvikler og story developer for Lars von Trier. Læs mere her

Romanen er bygget op omkring den kvindelige jeg-fortæller. Den er nogenlunde kronologisk startende med barndommen og frem til godt ind i voksenlivet. Ind imellem skrives der i digtform, ligesom fortælleren agerer talerør for mændende i hendes liv. Banal eller kliche-fyldt? Jeg kunne hovedparten, og synes også noget af det sproglige gav eftertanke:
"Jeg går rundt i rummet i tavshed og samler de ord op, der faldt til jorden"

Efter et selvmordsforsøg bliver fortælleren opfordret til at skrive sig tilbage til livet, mens hun selv planlægger at bruge bogen som testamente til de efterladte. Bogen er bygget op omkring fem mænd, der alle har haft stor betydning for hende. Det starter i barndommen, hvor hendes far bliver ramt af kræft og har to måneder tilbage af livet. Pigen ser sin far som den smukkeste og stærkeste mand i verden, hun tegner et rosenrødt billede, fyldt med kærlighed, og "glemmer" at faderen faktisk har været fraværende det meste af hende liv. Da hun ydermere svigtes af sin mor, lander hun midt i ingenmandsland. Hendes bror er den lysende unge mand, der er fyldt med vid og lander i toppen af alt, hvad han beskæftiger sig med - selv med en kræftsygdom over hovedet. Som ung forlader fortælleren Danmark og slår sig ned i England med en meget ældre kunstner, han elsker hende, men hun evner ikke at gengælde hans kærlighed, og selv om han virkelig går langt for hende, ender deres forhold efter flere svigt. Derefter møder hun den sorte fodboldspiller, som hun egentlig slet ikke vil have et forhold til, men som ender med at blive et stormfuldt forhold, hvor sex er den bærende del. Da også han vælger hende fra, forsøger hun at tage sit eget liv. Det lykkedes ikke, og i stedet møder hun den sidste af de fem mænd -ham, der opfordrer hende til at skrive bogen. Og det gør hun så, til mændene men om sig selv.

Mænd har en gennemgående rolle, man skal ikke være den store psykolog for at finde ligheder mellem barndommens store svigt og fortællerens manglende evne til at engagere sig i kærlighed. Alt omhandler hende og hendes behov, og selv om hun forsøger at finde en vej op af hendes indre mørke, lykkedes det ikke rigtigt, fordi hun reelt ikke evner/vil det.

Romanen er usædvanlig, både i sin opbygning og sit indhold. Den er dyb, sine steder nærmest intimiderende, og læseren er med på tætteste hold i dette syge sind. Jeg-fortælleren fungerer rigtig fint for mig, hvorimod de lejlighedsvise forsøg på digte, og specielt de afsnit, der rummer 3.persons tolkninger, faktisk trak mig væk fra handlingen.

Udover fortællingen om kvinden, er der et par virkelig stærke afsnit omkring fattige, der bor på en losseplads i Brasilien og senere et besøg hos krigsfanger i Pristina. De to fortællinger er virkelig stærke, velfortalte og meget vedkommende. 

Jeg synes som sagt, at romanen er dyb og meget original. Jeg blev indfanget og havde svært ved at lægge bogen, der er noget dragende midt i det frastødende. Altså en meget ambivalent oplevelse, men det vil jeg gerne honorere, for fortællingen satte sig, og 
jeg har derfor haft en både anderledes og meget tankevækkende oplevelse.

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar