fredag den 12. februar 2016

Den sidste olie

AF Rune Stefansson


385 sider byens forlag

Dette er tredje og selvstændige bind i en krimiserie om Marcelo Krankl - udover denne krimiserie har forfatteren også udgivet "Sydamerikas sjæl..." Læs mere her
Dette var min debut, med både Krakl og forfatteren.

Romanen er skrevet i et herligt letlæseligt sprog, det er tydelige angivelser af tid og sted i kapitlerne, og så gives der en virklig fin beskrivelse af Grønland og nogle af de ting de slås med dem selv og omverdenen om deroppe.

Marcelo arbejder som privatdetektiv sammen med sin kompagnon. De får ind imellem opgaver af en stenrig Israelsk mand, "Pacman" Pacman hyrer Marcelo til at finde Vicky, en Amerikansk journalist, der er forsvundet på Grønland, under hendes arbejde for Greenpeace. Marcelo tager til Nuuk og begynder at lede efter Vicky, men uden at fortælle sandheden om, hverken sig selv eller Vickys forsvinding. Det viser sig hurtigt, at Vicky er omend meget glad for mænd, og har haft affære med rigtig mange, ligesom det også viser sig, at hun har haft et forhold til kaptajnen på et skib tilhørende en yderliggående miljøorganisation, der er kendt for at gå meget langt. Mens Marcelo leder efter Vicky, og forsøger at finde både årsag og bagmænd til hendes forsvinden, får han et indblik i både den grønlandske natur, men også i de mange forskellige kræfter, der kæmper deroppe. Bl.a. vil grønlænderne fange deres mad i fred og ro, mens Greenpeace vil blande sig i fangsterne. Der er kort sagt mange ting på spil i Grønland, og Marcelo er nødt til at navigere mellem venner og fjender i kampen for at finde Vicky, og inden han måske selv bliver mål for de kræfter, der har taget Vicky. 

Nu har jeg som sagt ikke læst de to forgående, så jeg kendte ikke Marcelo, og desværre kom jeg heller aldrig rigtig ind under huden på ham her. Han er en utiltalende mand, der, i min optik, opfører sig meget underligt, specielt overfor politiet. Hans figur er arrogant og actioman præget, men jeg kom aldrig til, hverken at kunne relatere til ham eller lide ham.
De andre figurer er ligeledes perifære, og det gjorde at min læseoplevelse var hæmmet fra start til slut - jeg ville måske have fået bedre fat i figurerne, hvis jeg havde læst de to forrige.

Til gengæld er fortællingen om Grønland og nogle af de mange problemer de slås med, virkelig fint beskrevet. Hvor meget af Greenpeace historien, der er fiktion kan jeg ikke sige, men jeg synes forfatteren giver et rigtig fint billede af, at miljøforkæmpere ikke blot er miljøforkæmpere. De dele af historien var oplysende og virkelig fængende, men som krimi kom jeg aldrig rigtig til at tro på hverken figurer eller handling.



© Bognørden



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar