mandag den 25. april 2016

Læseren i morgentoget

AF Jean-Paul Didierlaurant


157 sider Politikens Forlag

Dette er forfatterens romandebut. Han arbejder i kundecenteret i en telekommunikationsvirksomhed, og har skrevet flere prisvindende noveller, inden denne romandebut. Den har solgt 240.000 eksemplarer i Frankrig og er solgt til 25 lande.

Romanen er ganske kort, men den er herlig letlæselig, sproget blomstrer og den
fanger fra første linje.

Guylain bor alene med sin guldfisk, han har livet igennem været ked af sit navn, og ønsker egentlig bare at gå i et med tapetet og passe sig selv. Men Guylain har alligevel valgt, at hver morgen kl. 06.27 læser han højt for de andre passagerer på morgentoget. Guylain elsker nemlig bøger og deres budskab, og han føler, at det styrker ham selv, når han læser op fra de løse sider han medbringer hver dag. Guylain arbejder på en fabrik, han betjener en frygtelig dødsmaskine, der udover at smadre, det Guylain holder af, også har smadret en af hans venners førlighed. For Guylain har kun sin mor, sin guldfisk og to umage venner at tale med. Den ene ven er den tidligere kollega Giuseppe, der mistede benene i dødsmaskinen, og den anden er portvagten Yvon, der lever og ånder for sine 12 stavelsers digte. F.eks. får en chauffør, der kommer udenfor lovligt tidsrum, denne svada med på vejen: 

"Den er over tolv, se bare det store ur.
Den store viser er nu halvvejs i sin tur!
Fri mig for arrogancen, for denne foragt,
Jeg åbner ikke for Dem, lad det være sagt"

Guylain har faktisk ikke så mange andre ønsker i livet, end at måtte være i fred, men så en dag, finder han et USB stik på sit faste sæde i toget, og det kommer til at vende op og ned på alt, hvad Guylain hidtil har ønsket sig.

Figurerne er levende, humoren er til stede sammen med alvoren og de mere tunge, moralske dilemmaer, så litterær feelgood med kant - uden at blive for sød. Den er original i handlingen, selv om temaet er kendt, og så en den bare  fransk og  fin.

Dette er romanen, alle bibliofile bare  læse, den er en lang kærlighedserklæring til bøgerne, den giver et virkelig fint billede på, hvor stor en betydning litteraturen har for alle mennesker, og så er det en feelgood roman, der egner sig super fint til sommerlæsning.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar