tirsdag den 26. april 2016

Vi ses bare

AF Hanne Andersen Giersing


172 sider Turbine

Dette er forfatterens romandebut, hun er opvokset i yderprovinsen i 1990´erne, og denne roman er derfor stærkt inspireret af egne oplevelser.

Romanen er forholdsvis kort og opbygget nærmest som små noveller. Den indeholder punktnedslag i to pigers liv, på forskellige tidspunkter. Den er usædvanlig levende, meget velskrevet, og så er det den slags roman, hvor siderne nærmest vender sig selv.

Lea & Bianca bor i udkantsdanmark, de bor i en lille provinsby, hvor alle kender alle, og alle ved, hvad der foregår. Lea er en overvægtig pige, hun bor sammen med sin mor, der ejer en frisørsalon i byen, hvor Lea arbejder nogle gange om ugen. Leas nabo er Bianca, hun bor sammen med sin alkoholiske stedfar Leif og en lige så alkoholiseret logerende. Biancas mor forlod hende, da hun var 5 år, og overlod hende til Leif. Hvor Lea altid får mad på bordet, må Bianca meget ofte tigge sig til mad rundt omkring. Hvor Lea stadig et et legende barn, er Bianca en pige, med et usædvanlig grimt sprog, manglende situationsfornemmelse og et stort behov for at fjerne fokus fra hende selv, og det gør hun bedst, ved at svine andre til. 
De to piger har et had/kærlighed venskab, Lea bruger fantasien til at flygte fra de overflødige kilo, og til at drømme om romantik. Bianca er rå og evner ikke at finde de bløde værdier i hverken leg eller virkelighed, så hun frastøder ofte Lea, der på sin side, ikke vil såre Bianca og derfor lader hende slippe afsted med både at misbruge hendes penge, hendes "venskab" og hendes person. Pigerne har, på hver deres måde, kurs mod at gentage fortidens fejl, spørgsmålet er derfor: evner de at ændre den sociale arv?

Samtlige figurer er bundsolide og spillevende, jeg var simpelthen Lea & Bianca. Jeg kunne relatere til en del af deres ungdommelige problemer, med føleler der koger og spillet mellem veninder og bekendte. Jeg var med til deres første seksuelle erfaringer, deres første møde med alkohol, og ikke mindst deres forkvaklede forsøg på at omgås hinanden. Jeg blev fysisk dårlig når Biancas historie rullede sig ud, og jeg blev både trist og følte afmagt, overfor begge pigers skæbne. Kort sagt: sublime portrætter.

Denne roman er et stykke socialrealisme, nogen vil muligvis sætte ordet stereotyp på. Men fakta er, at dette, stadig i 2016, er hverdag mange steder - ting har ændret sig, i takt med den teknologiske udvikling, og muligvis et bedre opsyn. Men det her har været livets barske realiteter for mange børn og unge, nogle af dem er voksne i dag, og de vil med garanti kunne genkende dele af handlingen. Jeg har mødt nogle af disse mennesker, både privat og professionelt, så forfatteren har ramt klokkerent, da hun tog erindringerne i brug. 

Det her er en virkelig stærk debut, den ramte mig, hårdt. Det er den slags debut, der har lagt grund til "den svære toer" for den sætter altså barren virkelig højt, og lover virkelig godt for fremtidige udgivelser - jeg vil bare sige: sæt i gang!


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar