lørdag den 16. juli 2016

Land i datid

AF Jesper Bugge Kold


337 sider Turbine

Dette er forfatterens anden romanudgivelse, han har tidligere udgivet Vintermænd, der blev nomineret til Bogforums debutantpris.

Romanen har tre spor, der begynder i 1975 og slutter i 2008. Andreas er en ung mand, der har mere end svært ved at tage ansvar for sig selv og sit liv. Han er blevet forladt af kæresten, han kan ikke tage sig sammen til at skrive sit speciale færdigt og han er træt af at bo i sin lejlighed. Men så kommer der et brev fra en advokat, Andreas´biologiske far er død og Andreas må til Berlin for at ordne faderens efterladenskaber og måske finde ud af, hvem hans far var. Men det viser sig meget hurtigt, at Peter, Andreas`far, slet ikke var den mand Andreas håbede han var. For Peter var ikke bare en af de mange, der var spærret inde i DDR - Peter var nemlig ansat, og i en fremtrædende stilling, hos Stasi. I 1975 møder Peter den danske Elisabeth i Østtyskland, hvor de begge er på partiskole. Men forholdet ender brat da Elisabeth tager hjem til Danmark, og det sidste Peter hører fra hende, er at de har fået en søn han aldrig kommer til at se. Peter kaster sig endnu dybere ind i arbejdet for DDR staten, han stiger hurtigt i graderne og får stadig mere udadvente opgaver. Samtidig beslutter et brødrepar, Stefan og Alexander, at de vil forsøge at flygte til vesten, men alle ved, hvor farligt det kan blive, og så handler det om at finde den mest sikre vej. De tre spor fletter ind i hinanden, og spørgsmålet ender med at bliver, hvem der egentlig ender fri.

Romanen er skrevet i et virkelig fint sprog, det flyder, er yderst letlæseligt, og de tre spor er både hver for sig og samlet, en rigtig fin indføring i både tema og handling. Romanen fanger og er derfor meget hurtigt læst.

Jeg har læst en del om Stasi, så det, der fremkommer i denne roman, er på ingen måde nyt for mig. Til gengæld er det flettet ind i tre mænds historier, det mest grusomme er filtreret fra og derfor bliver denne fortælling en virkelig fin udviklingshistorie, der udspiller sig på "den forkerte side af muren" 

Der er et par små indbyggede plot, de er letbenede og er for tydelige til at skabe spænding, men det levner så igen rum til fordybelsen i selve fortællingen. For, hvor langt vil et menneske gå for sin overbevisning, hvor meget er det muligt at overse hos sig selv, og er det virkelig så sort/hvidt - ondskab/dumhed/uvidenhed/ambitioner eller ren hjernevask?

Jeg havde en rigtig god læseoplevelse, med en levende roman, der konstant stillede krav til mine følelser og overbevisninger. Læsere, der ikke har den helt brede viden om stasi, vil blive oplyst, og kendere vil nikke genkendende, for research og formidling er i top 

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar