fredag den 8. juli 2016

Maresi - Historier fra det røde kloster

AF Maria Turtschaninoff


200 sider Turbine

Denne finske forfatter står bag flere historisk inspirerede fantasyromaner, med stærke kvinder i hovedrollerne. Hun har været nomineret til både Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris, Astrid Lindgren Memorial Award. 

Jeg er som regel begejstret for finsk litteratur, til gengæld har jeg, men få undtagelser, et stramt forhold til fantasy genren. Denne young adult roman, til kvinder, og om kvinder, skulle så blive en af de herlige undtagelser, hvor jeg fik skubbet til min modvilje.

Maresi overlever med nød og næppe hungersnøden, der koster hendes søster livet. Maresis far sender hende til det røde kloster, på den øde ø, langt ude på havet. Øen er kun for kvinder, og klosteret styres af Mor og hendes søstre. Piger fra alle samfundslag sendes til kosteret, nogle for at uddannes andre for at redde livet. På øen har alle arbejdsopgaver og undervisning, og efterhånden som de små novicer vokser til, bliver de fordelt rundt om i klosterets huse. Maresi er utrolig videbegærlig, hun bruger al sin sparsomme fritid i "skatkammeret" hvor hun læser alle de bøger hun kan komme i nærheden af. Hun tager sig af de små novicer og er egentlig ret tilfreds med den trygge tilværelse på øen. Men en dag ankommer en båd med en ny pige, Jai. Jai er flygtet fra en grusom far, og hun er overbevist om, at faderen kommer for at hente hende og straffe alle de, der har hjulpet hende. Med Jais opdukken, flytter fare og frygt ind i klosteret og Maresi får stærke impulser fra en længe gemt oplevelse fra barndommen. Spørgsmålet er nu, om klosterets beboere virkelig er i fare, og om Maresi vil kunne bidrage med noget fra hendes viden.

Romanen er en ungdomsroman, men den kan med stor succes læses af også ældre læsere. Den er sprængfyldt med metaforer, kvindebilleder og er i det hele taget en super fin fortælling om kvinders udvikling og kamp for at være dem selv. 

Sproget flyder og universet er levende og meget originalt og vedkommende, trods det fuldkommen utopiske i hele fortællingen. Jeg nød fortællingen, nød det friske pust og de tanker, det overordnede tema satte i gang. En moralsk roman, der sætter viden og empati i højsædet, og som i bund og grund er en hyldest til kvinderne. Mere fra denne hånd, tak.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar