torsdag den 28. juli 2016

Natbog

AF Anne Nielsen


247 sider byens forlag

Dette er forfatterens anden romanudgivelse, hun har tidligere udgivet Snefald. Forfatteren er cand.mag. i religionsvidenskab, litteratur og nordisk sprog. 

Romanen har to spor: Johannes & Bolette (Bo) Bo har boet i USA i mange år, da hun bliver kontaktet af sin fætter, der meddeler at Bos far er død. Bo tager hjem til bisættelsen og vil egentlig bare blive et par dage, og så afsted igen. Men pludselig sidder Bo på et hotel i København, og vil egentlig gerne tilbage til hendes fars fødeby og være lidt i fortiden. Hun lejer et sommerhus og møder den ældre Marie, der bor i skovløberhuset. Marie og Bo falder i snak, og ved et besøg hos Marie, ser Bo pludselig et billede af sin afdøde lillesøsters kæreste, med hendes nevø på armen. Det går op for Bo, at Marie er farmor til Bos nevø, som Bo ikke har set siden lillesøsterens død, da drengen var spæd. Drengen, Johannes er nu en ung mand, der ligesom sin far Thomas, læser teologi. Johannes er i Israel for at besøge en veninde, Israel er også landet, hvor hans far Thomas, der præst, søgte til. Hverken Johannes eller Marie har hørt fra Thomas i lang tid, og begge har deres indre kampe at kæmpe, for fortiden banker på døren. Bo, Johannes og Marie er forbundet af fortiden, alle tre har forsøgt at glemme den, men nu er de tvunget til at forholde sig til den, og måske ændre mørke til lys.

Natbog er en levende, mørk og velskrevet fortælling om menneskers indre. Alle figurer i denne fortælling, har levet med et mørke, en hård skæbne, en  stor sorg, og en mere eller mindre vellykket evne til at glemme mørket. 

Men som alt andet i livet, så indhenter fortiden os. Det gør den også for figurerne i denne roman, en ydre påvirkning gør, at de hver især, og sammen, er nødt til at se indad og bagud, for at kunne se fremad igen. 

Fortællingen viser, hvordan en oplevelse opleves forskelligt, hvordan mennesker kan gå fejl af hinanden, og hvordan uvished og angst kan tappe alle kræfter. Det er en dyster fortælling, men midt i mørket kan lyset skimtes, og derfor bliver forællingen både intens, vedkommende, lærerig og tankevækkende. 



© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar