mandag den 14. november 2016

Den gale galakse 1 - Ondskaben vågner

AF Anders Winkel Hjelm Nielsen


163 sider Books on Demant

Denne unge nordjyske forfatter har arbejdet på denne børneserie siden 2012. Nu er første bind i en planlagt serie altså klar, og skal gerne bliver startskuddet til en forfatterkarriere, der skal afløse både dyrepasser og postbude jobbene.

For 65 millioner år siden rammer en meteorit jorden og udslætter den. Men fra meteorittens midte kommer en lille teddybjørn, den er bare ikke som bamser er flest, for den har krybdyrøjne og skarpe klør - og et ondt sind. I vores tid lever Peter en tilbagetrukket tilværelse, han bor i en lille by hos sine dybt alkoholiske forældre. I skolen bliver han mobbet og holdt udenfor, den eneste der smiler til ham er Hyori fra klassen, men hende gider Peter ikke være sammen med. En dag svarer han sin lærer igen i timen, og prøver at besvare et spørgsmål som klassens seje dreng ikke kan svare på, men det koster Peter en udsmidning. Peter fordriver tiden i skoven, da han pludselig falder i et dybt hul. Nede i hullet ligger en kasse, med bogstaver Peter alsrig har set, og da Peter får åbnet kassen ligger der en herlig lille Teddybjørn i kassen, og han kan oven i købet lyse, og vise vej op af hullet. Men bamsen Teddy er langt fra, hvad Peter tror han er, og inden Peter for set sig om er både han, Hyori og faktisk resten af jorden i fare. Spørgsmålet er så om Peter kan redde sig selv og de andre, for han har øjensynligt fjender alle vegne.

Sproget er ungt og indeholder mange slang, sci-fi ord og en, til tider, meget hård retorik. Jeg fandt aldrig rigtig flowet i sproget, da det veksler mellem de banale og meget hårde, og da bogen henvender sig til børn fra 12 år optog sproget en del af min læseoplevelse.

Handlingen er en blanding af samfundsrealisme, spænding og sci-fi. Titlen er ondskaben vågner, og det skal jeg love for den gør. Der er voldsomme episoder, også langt mere vold end jeg synes aldersgruppen skal læse om - bamser, der æder dyr i zoologisk have, er over min grænse for, hvad en mellemskole elev skal læse.

Jeg har en søn, der livet igennem har knusesket Star Wars, så jeg er ikke helt ubekendt med rum-universet. Det har aldrig rigtig fanget mig, og måske er det derfor jeg ikke rigtig kom til at tro på denne historie. Ideen er superfin og fantasien er virkelig på arbejde, men jeg evnede ikke at se bort fra de voldsomme handlinger, den hårde retorik og de samfundsrelaterede emner, der blandes ind i fiktionen. 

Måske en teenagedreng vil få det tiltænkte ud af fortællingen, og jeg anerkender ideen og mine manglende præferencer indefor genren, for ideen er super.

© Bognørden 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar