AF Michael Slot Pihl
219 sider mellemgaard
Forfatteren debuterede som romanforfatter i 2015 med romanen: En hundrededel bedre. Ved siden af romanerne, har Pihl også udgivet digtsamlinger, sangbøger og musicals
og så er han skoleleder.
Forfatteren Noah ankommer til Bornholm for at færdiggøre sin roman, men også for at mindes sin afdøde hustru, for de har haft gode stunder sammen på øen. Noah møder Hanna, der driver en lille butik. De to falder i snak og finder hurtigt ud af, at de har enkestanden til fælles, og måske også kan hjælpe hinanden videre. Derudover møder Noah Lisa som er billedkunstner, hun er på øen hver sommer for at male. Også hende mærker Noah med det samme en stærk kemi med, og så er hun oven i købet en smuk kvinde. De tre fortæller på skift deres livshistorier i tilbageblik, de har alle tre haft sygdom og død tæt inde på kroppen, og har gennemlevet både kriser og store glæder. To af dem sidder mere eller mindre fast i livet, de ser tilbage og længes - og fortryder. Men skal man græde over spildt liv eller forsøge at tage ansvar og få det bedste ud af det man har?
Romanen skifter mellem nutid og datid og mellem de tre hovedpersoner. Sproget er yderst letlæsligt og da fortællerstilen er monotom, er romanen hurtigt læst. Desværre kom jeg slet ikke ind under huden på figurerne. De fremstår kunstige og sine steder banale, og det er en meget stor skam. For fortællingen har et super vigtigt og altid aktuelt tema om livet, jeg kan tydeligt se meningen med fortællingen, men den når aldrig at blive, hverken vedkommende eller levende. Jeg er ganske simpelt beskuer i stedet for deltager.
Jeg manglede vitalitet og nerve i både dialoger og handling, den nærmest opremsende fortælling bed sig aldrig fast i mig og jeg vendte siderne uden for alvor at have en nærværende læseoplevelse. Som nævnt er det er stor skam, for jeg fandt ideen og temaet spændende men uden levende og solide figurer, faldt romanen igennem hos mig.
Forfatteren Noah ankommer til Bornholm for at færdiggøre sin roman, men også for at mindes sin afdøde hustru, for de har haft gode stunder sammen på øen. Noah møder Hanna, der driver en lille butik. De to falder i snak og finder hurtigt ud af, at de har enkestanden til fælles, og måske også kan hjælpe hinanden videre. Derudover møder Noah Lisa som er billedkunstner, hun er på øen hver sommer for at male. Også hende mærker Noah med det samme en stærk kemi med, og så er hun oven i købet en smuk kvinde. De tre fortæller på skift deres livshistorier i tilbageblik, de har alle tre haft sygdom og død tæt inde på kroppen, og har gennemlevet både kriser og store glæder. To af dem sidder mere eller mindre fast i livet, de ser tilbage og længes - og fortryder. Men skal man græde over spildt liv eller forsøge at tage ansvar og få det bedste ud af det man har?
Romanen skifter mellem nutid og datid og mellem de tre hovedpersoner. Sproget er yderst letlæsligt og da fortællerstilen er monotom, er romanen hurtigt læst. Desværre kom jeg slet ikke ind under huden på figurerne. De fremstår kunstige og sine steder banale, og det er en meget stor skam. For fortællingen har et super vigtigt og altid aktuelt tema om livet, jeg kan tydeligt se meningen med fortællingen, men den når aldrig at blive, hverken vedkommende eller levende. Jeg er ganske simpelt beskuer i stedet for deltager.
Jeg manglede vitalitet og nerve i både dialoger og handling, den nærmest opremsende fortælling bed sig aldrig fast i mig og jeg vendte siderne uden for alvor at have en nærværende læseoplevelse. Som nævnt er det er stor skam, for jeg fandt ideen og temaet spændende men uden levende og solide figurer, faldt romanen igennem hos mig.
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar