AF Nadia Parbo
295 sider byens forlag
Forfatteren er journalist og filmfestivalsdirektør, hun har desuden været filmkritiker i mange år. I dag er hun også slam poet og har tidligere udgivet Lidt til de socialt udstødte og bortgemte trøstesløse.
Claus Arnselt er ansat på Hverdagsavisen, han er en af Danmarks største filmkritikere. Privat bor han i Charlottenlund og er han kæreste med Camilla. Claus er en usædvanlig arrogant og nedladende mand. Ved pressefremvisningerne kommer han sejlende ind i biograferne og nedlader sig udelukkende til at tale med de få kritikere, han anser som værende på samme høje niveau som ham selv. Som nybegynder i anmelderkorpset møder Tobias den kulde, der rammer alle, som er under top-trioens værdighed. Der er kun få, der taler med Tobias og den ene er den smukke unge anmelder Mathilde. Tobias forsøger ihærdigt at få Mathildes opmærksomhed, men Mathilde er forelsket i ikonet Claus Arnselt, og forsøger ihærdigt at få ham til at tale til hende. Midt i dette hierarki opdager Tobias, at Claus en dag stjæler en mobiltelefon fra en af de andre kritikere, men han bliver så paf, at han ikke får konfronteret Claus med hans tyveri. I stedet bliver Tobias så vred over altid at blive set ned på eller helt overset, at han beslutter at tage kontakt til Claus´ ærkefjende Frederik,en tidligere kritiker, der led samme skæbne som Tobias - han blev frosset ud. I dag er Frederik radiovært på et kulturprogram, og sammen begynder de to at lægge planer for, hvordan de skal få skovlen under Claus og få adgang til inderkredsen hos kritikerne.
Handlingen er opdelt i fire fortællere: Claus, Camilla, Tobias og Mathilde. De beretter, hver især om oplevelserne med de andre. Romanen er angivet som humoristisk og karikeret, hvilket giver vide rammer. Men jeg savnede alligevel dybde i figurerne. Dels er fortællingerne i tredjeperson, hvilket giver en distance. Og dels synes jeg figurerne bliver for overfladiske, trods romanens tema om netop overflade.
Jeg kan sagtens se ideen, og er med et stykke af vejen. Specielt er narcissisme og jagten på anerkendelse klart fortalt. Ligeledes er jeg begejstret for de moralske intriger, spørgsmålet om egen moral (ifald der er en) og hvor langt mennesker vil gå for at
få deres egne hede ønsker opført.
Om romanen rammer ned i branchen kan jeg ikke udtale mig om da jeg ikke kender ret meget til den, men jeg er sikker på, at kendere vil kunne genkende dele af handlingen ligesom andre brancher sikkert indeholder samme problematikker, for temaet med mennesker, der sulter efter magt og indflydelse er trods alt evig aktuelt.
Claus Arnselt er ansat på Hverdagsavisen, han er en af Danmarks største filmkritikere. Privat bor han i Charlottenlund og er han kæreste med Camilla. Claus er en usædvanlig arrogant og nedladende mand. Ved pressefremvisningerne kommer han sejlende ind i biograferne og nedlader sig udelukkende til at tale med de få kritikere, han anser som værende på samme høje niveau som ham selv. Som nybegynder i anmelderkorpset møder Tobias den kulde, der rammer alle, som er under top-trioens værdighed. Der er kun få, der taler med Tobias og den ene er den smukke unge anmelder Mathilde. Tobias forsøger ihærdigt at få Mathildes opmærksomhed, men Mathilde er forelsket i ikonet Claus Arnselt, og forsøger ihærdigt at få ham til at tale til hende. Midt i dette hierarki opdager Tobias, at Claus en dag stjæler en mobiltelefon fra en af de andre kritikere, men han bliver så paf, at han ikke får konfronteret Claus med hans tyveri. I stedet bliver Tobias så vred over altid at blive set ned på eller helt overset, at han beslutter at tage kontakt til Claus´ ærkefjende Frederik,en tidligere kritiker, der led samme skæbne som Tobias - han blev frosset ud. I dag er Frederik radiovært på et kulturprogram, og sammen begynder de to at lægge planer for, hvordan de skal få skovlen under Claus og få adgang til inderkredsen hos kritikerne.
Handlingen er opdelt i fire fortællere: Claus, Camilla, Tobias og Mathilde. De beretter, hver især om oplevelserne med de andre. Romanen er angivet som humoristisk og karikeret, hvilket giver vide rammer. Men jeg savnede alligevel dybde i figurerne. Dels er fortællingerne i tredjeperson, hvilket giver en distance. Og dels synes jeg figurerne bliver for overfladiske, trods romanens tema om netop overflade.
Jeg kan sagtens se ideen, og er med et stykke af vejen. Specielt er narcissisme og jagten på anerkendelse klart fortalt. Ligeledes er jeg begejstret for de moralske intriger, spørgsmålet om egen moral (ifald der er en) og hvor langt mennesker vil gå for at
få deres egne hede ønsker opført.
Om romanen rammer ned i branchen kan jeg ikke udtale mig om da jeg ikke kender ret meget til den, men jeg er sikker på, at kendere vil kunne genkende dele af handlingen ligesom andre brancher sikkert indeholder samme problematikker, for temaet med mennesker, der sulter efter magt og indflydelse er trods alt evig aktuelt.
© Bognørden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar