torsdag den 15. oktober 2015

Hold me closer

AF David Levithan


213 sider Politikens Forlag

Denne lille roman er en viderefortælling om en af figurerne fra romanen Will Grayson Will Grayson. Jeg var meget begejstret for forgængeren, link til anmeldelsen findes nederst i dette indlæg, så forventningerne til denne var store.

Denne roman er opbygget som manuskript til en musical, hovedpersonen er Tiny Cooper, den store homoseksuelle footballspiller. Jeg var vild med ham i Will Grayson, og sådan set er opbygningen helt i hans ånd - men den fik desværre aldrig rigtig fat i mig.

Som nævnt er opbygningen et manuskript, det betyder at romanen er opbygget i scene forklaringer, dialoger og sangtekster. Tiny er kæmpestor og meget homoseksuel, hans liv udrulles fra fødslen og frem til hans teenageår. Allerede som lille vidste hans forældre, at han var homoseksuel, hvor hans mor taler åbent om det, er hans far tavs, men ikke fordømmende. Tiny går dog ikke ram forbi mobning, han fortæller om nogle af de episoder, hvor han bliver mobbet, både med hans seksualitet og hans størrelse. Og endelig fortæller Tiny om de 18 eks kærester, og hans venskab med Phil, som trods det nære venskab, kan være rigtig svær at tale homoseksualitet med.

Uddrag af handlingen:
" Enhver homofobisk fyrs mareridt et at være nøgen med en bøsse. Jeg mener, hvad handler det om? Når jeg har knoklet røven ud af bukserne på banen, er det sidste, jeg har lyst til, en quickie i bruseren - mens alle tilfældigvis står og ser på. Jeg mener, hallo. Hvis jeg var vild med dig, ville jeg invitere dig ud på en date, ikke stikke af med dit håndklæde"

Nu kendte jeg som sagt Tiny, romanen kan sagtens læses uden forudgående kendskab.
Den behandler, som forgængeren, det svære emne: Homoseksualitet. Som ungdomsroman giver den læserne et klart billede af, hvor svært det kan være at være bøsse, men den er hele vejen igennem, en kærlig opsang: det er okay at være bøsse, at være overvægtig ja bare at være anderledes - og den vinkel går klart igennem.

Opbygningen tabte mig, jeg manglede dybden i fortællingen, den mere sammenhængende historie, og derfor fik den ikke fat i mig. Jeg anerkender, at forfatteren har lavet manus romanen som et skørt indslag, og at det passer som fod i hose til figuren Tiny, som han var i Will Grayson, men jeg erkender blankt, at formen ikke fanger mig.
Tidligere udkommet:
Will Grayson Will Grayson Læs anmeldelsen her
© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar