torsdag den 15. oktober 2015

Jeg henter solen ned

AF Jandy Nelson


459 sider Gyldendal

Denne roman er forfatterens anden danske udgivelse, debutromanen Himlen ved mine fødder fik fine ord med på vejen, ligesom denne nye roman har fået i USA.

Romanen er velskrevet, den veksler mellem før og nutid, de to søskende har, hver deres
fortællinger - to sider af samme sag udrulles. Det fungerer rigtig godt, og i takt med, at handlingen udrulles, stiger læsehastigheden.

Jude og Noah er tvillinger, de bor sammen med deres kunstnermor og lægefar. Jude er den seje pige, der surfer og har mange venner, Noah er den stille dreng, der altid har sin skitseblok på sig - og så er han vildt forelsket i den nye nabodreng. Forældrenes ægteskab skranter, og tvillingerne har i mange år konkureret mod hinanden, hvilket nu giver store problemer i samværdet. Da deres mor beslutter, at faderen skal flytte, begynder nye problemer for familien, og da deres mor pludselig dør i en færdselsulykke, bliver verden vendt på hovedet. Jude er pludselig blevet tavs og vælger ensomheden - Noah er omgivet af venner og har tilsyneladende en pige kæreste. Men hver især er de kede af det, savner og hader den anden, og kan i det hele taget ikke rigtig finde fælles fodslag. Ingen af tvillingerne kender hele familiens historie, begge er vidende om en del, og de trækker sig begge to væk fra den anden. Men skæbnens veje er uransagelige, og en dag står de begge med ryggen mod muren, og nu viser det sig, om det brister eller bærer.

Jeg skulle lige pejle mig ind på tvillingerne, finde lejet mellem den megen kunst og de menneskelige sider at de to teenagere. Men da jeg først havde fundet dem, var det en rigtig fin rejse sammen med dem. At dele fortællingen op i tiden omkring moderens død, og tre år efter, giver rigtig god mening - og som sagt: det virker.

Romanen er et rigtig godt billede på ungdommens problemer, både seksuelt, følelsesmæssigt og omkring stoffer og druk. Den rummer de temaer uden at være fordømmende, men på en rigtig fin og meget tankevækkende måde. Søskendejalousi er også et gennemgående tema, en del læsere kan nikke genkendende til. Forfatteren evner derfor at male med bred pensel, og skabe et realistisk og levende billede af et søskendepars udfordringer med dem selv, hinanden og deres forældre.

Jeg var underholdt, var med i både Noah og Judes liv, humor, kærlighed og ungdom lyste ud af romanen, og jeg forstår til fulde, hvorfor romanen har solgt så godt. Så denne roman kan læses af alle alderstrin, for den rammer bredt og er en rigtig fin fortælling.

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar