torsdag den 6. oktober 2016

Selfies

Jussi Adler-Olsen


505 sider Politikens Forlag

Jussi Adler-Olsen behøver næppe den store præsentation, han er manden bag serien og Afdeling Q i Københavns politi. Forfatterskabet har kastet en del priser af sig, og forventningerne til denne syvende i serien har, ikke blot hos mig, været enorm. 
Læs mere om forfatteren her

Tre unge, smarte piger mødes på et jobcenter i København, de er der hver især for at få penge til at opretholde et frit liv, og har intet ønske om at arbejde for pengene. Det er gået fint indtil nu, men da de kommer i søgelyset hos en forstyrret og meget uligevægtig kvinde, bliver det et skæbnesvangert spil, der har livet som indsats. Samtidig i politigårdens kælder, går det op for Carl Mørk, at nogen er ude på at lukke afdeling Q, og Carl går aldrig af vejen i et forsvar, således heller ikke her, hvor han lægger sig ud med toppen af politiet. Mens Carl prøver at redde afdelingen, falder Rose fuldkommen fra hinanden. Efter en skideballe fra Carl, syge melder Rose sig på ubestemt tid. Car, Assad og Gordon er stærkt afhængige af Rose, hendes skarpe analyser og hendes kæmpe arbejde. Men, hvor er Rose, og hvad er det egentlig, der er sket i hendes fortid, der martrer hende så voldsomt? Mens Rose fylder meget hos de tre i kælderen, sker der en optrapning af hændelserne med kontanthjælpsmodtagerne, og nu ser også andre sager ud til at flette ind. Spørgsmålet er så, om Carl og co. evner at binde alle sløjferne - med eller uden Rose.

Plottene er, udover to, åbne og tilgængelige fra begyndelsen, der er et par uvisheder, men det hele ligger i luften. Det virker faktisk fint, og specielt fordi der er så mange sidespor, er læseoplevelsen spredt ud over en herlig stor flade. Desværre synes jeg politiets, og dermed også Carls arbejde, bliver alt for urealistisk og kunstigt. Der er adskillige fejl, lette løsninger og i det hele taget er det denne gang et virkelig inkompetent korps, der portrætteres.

Jeg har været med fra starten af serien, og er en af de, der har nydt drejningen i fortællestilen, væk fra de actionprægede og voldsomme handlinger, over til de mere dybe og gennemarbejdede. Således også her i Selfies, hvor den nye stil fortsætter.
Men - for der er denne gang et stort men. Desværre synes jeg, at både figurer og handling får for meget denne gang. De bliver kunstige og urealistiske i både tanke, ord og handling. Og så savnede jeg det herlige spil mellem Carl og Assad. De næsten magiske stunder, hvor de to "venner" har sprudlenede samtaler med sprogperler på snor - Der er alt få i Selfies, og jeg synes de er uden nerve,  så jeg mærker og føler dem ikke rigtigt. Hellere færre, men solide figurer og sidespor, 

 Jeg synes skellet mellem de forgående og denne nyeste er så stor, at der udover navnene, ikke er ret meget tilbage af de kendte figurer og deres solide arbejde. Til gengæld er jeg, som nævnt, meget begejstret for den langsommelige og dybe handling og opklaring. Selfies er den roman i serien, der har haft flest sidespor, det er virkelig godt udtænkt, sproget flyder og jeg var underholdt, men føler, at mangfoldigheden har skygget for realismen. Med de mangler jeg oplevede, de urealistiske figurer og deres handlinger og et politi, der står i kø for at lave fejl, gør at jeg lander i midten af skalaen.



Tidligere udkommer i serien om Afd. Q

1. Kvinden i buret
2. Fasandræberne
3. Flaskepost fra P
4. Journal 64
5. Marco Effekten
6. Den grænseløse Læs anmeldelsen her

© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar