torsdag den 5. januar 2017

En uskyldig familie

AF Katrine Marie Guldager


298 sider Politikens Forlag

Forfatteren er cand.phil i dansk og uddannet fra forfatterskolen. Hun er nok mest kendt for Køgekrøniken, serien om familien fra Køge. Men hun har også både novellesamling, børnebøger og en selvbiografi på cv´et. Læs mere om forfatteren her.

I Svendborg rykker Jytte og Holger ind i en stor villa. De er de nye unge, og hurtigt bliver Jytte pot og panden med de ældre naboer. Jytte er åben, varm og favnende mens Holger er tavs, indesluttet og evigt bekymret. Jytte vil have mange børn mens Holger faktisk slet ikke vil have sex, for hans mor har livet igennem fortalt ham, at mænd udelukkende gør skade på kvinder - især med sex og børnefødsler. At Jytte og Holger får tre børn er derfor et direkte resultat af det antal gange de havde sex. Frederik er familiens førstefødte, men allerede mens Jytte ammede, meldte lillesøster Lene sin ankomst. Senere fulgte så lillebror Jakob. Frederik følte meget tidligt en voldsom vrede mod sin familie, specielt sin mor. For hun gav ham ikke nok, han måtte al for tidligt dele hende med Lene og det affødte hurtigt at Frederik blev en egenrådig dreng, der kun gjorde, hvad han selv ville. Svendborg blev hurtigt for lille for Frederik, der heller ikke kunne acceptere, at hans forældre var socialister, anti-kapitalister og i det hele taget, tænkte for meget på at redde verden. Frederik havde Klaus Riskjær som sit store idol, ville tjene mange penge, og Svendborg blev skiftet ud med først Harvard og siden et topjob hos Goldman Sachs. Frederik bliver en succesfuld finansmand, lever i luksus, men kan ikke få kærligheden til at makke ret. Og en dag falder hele Frederiks verden sammen, han får et sammenbrud og må søge hjælp hos lillesøster Lene, der er blevet præst i barndomsbyen. Men Lene vil have Frederik tilbage i familiens skød, hvor Frederik stadig er fyldt med vrede og vil holde afstand. Spørgsmålet er derfor om Frederik, og resten af familien, evner at se ud over deres egen navle, eller om familien bliver ved at gentage fortidens fejl, tale forbi hinanden og grave grøften endnu dybere.

Jeg har læst de sidste to romaner i Køgekrøniken og har derfor set, hvad Guldager evner indenfor familierelationer og de dybe indre portrætter. En uskyldig familie kan på mange måder sammenlignes med krøniken- og så alligevel ikke. En dysfuktionel familie, der ikke evner at tale med hinanden, har travlt med at realisere sig selv og kaste godhedens lys over verden. Det giver svigt, manglende empati og en sej kamp for at finde sig selv.

Sproget er herligt flydende, det giver hele vejen gennem fortællingen, læseren et virkelig klart billede af denne dysfunktionelle familie, der faktisk har alt, og så alligevel ikke evner at udvikle og fastholde det. Her er halve sætninger, uforståelige afbræk, manglende forklaringer - og alt passer som fod i hose. For det er præcis denne fantastiske metode, der fastholder og hiver læseren med helt ind under huden på familien.

Dette er roman, der fylder langt mere end sidetal og sprog antyder. Der er så mange lag i personerne og deres handlinger, at det kræver tid til eftertanke hos læseren, og det hele vejen igennem. Jeg var vild med opbygningen, var fanget fra start til slut og havde stort set hele følelsesregisteret i brug. En uskyldig familie er en familieroman, der kan meget mere, underholdende, genkendelig og yderst levende.



Køgekrøniken:

1. Ulven 

2. Lille hjerte

3. Den ny tid

4. Peters død

5. Bror og søster Læs anmeldelsen her


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar