onsdag den 18. januar 2017

Fra Føtex til folketinget

AF Özlem Cekic i samarbejde med Anders Rou Jensen


214 sider Gyldendal


Der er vel næppe mange danskere, der ikke kender denne kvinde. Özlem har siddet i folketinget for SF, startet som brobygger, der inviterer på dialogkaffe i stedet for skænderier og så er hun i dag selvstændig erhvervskvinde.

Özelm bliver født i en fattig landsby i Tyrkiet, her bor hun med sin storebror og sine forældre. Men forældrene er fattige og da også faderen kommer fra meget fattige kår, beslutter han, at han vil prøve lykken i Europa. Planen er, at faderen skal arbejde så meget, at der vil blive råd til 40 får og et hus i landsbyen. Faderen rejser til Tyskland og senere til Finland, hvor Özlem, bror og mor kommer til. Men Finland kan ikke opfylde familiens drøm, så de rejser videre mod Danmark. Her bliver forældrene nødt til at knokle på flere jobs, og da de ikke kan sproget og ikke kender til de danske muligheder, må Özlem passe sin lillebror når forældrene arbejder. Det er uholdbart og Özelm bliver sendt hjem til mormor i Tyrkiet sammen med storebror. Det bliver en voldsom overgang for hende, og igen to år senere, da forældrene må sande, at de stadig har langt til drømmen om de 40 får og huset, og derfor må blive i Danmark endnu længere. Derfra er Özlem for alvor udenfor, hun kan ikke sproget mere, hun er bagud i skolen og bliver udsat for massiv mobning. Men Özlem får revet sig op med hårrødderne og får lagt grundstenen til hendes videre liv, hun vil kæmpe for de svage og de uvidende. Özlem bliver student, skifter jordemoderdrømmen ud med jobbet som sygeplejerske i psykiatrien, og formår, trods et virkelig dårligt ægteskab, at involvere sig i først fagbevægelse og senere politik. Özlem er med andre ord, en kvinde med et stort hjerte for de svage og et utroligt gå på mod.

 Biografier skrives som hovedregel af mennesker med et langt levet liv bag sig. Ikke dermed sagt, at unge mennesker ikke har det, men der skal en del pondus til at kunne bære en biografi tidligt i livet. Özlem har en del af denne pondus - ikke fordi hun er muslimsk kvinde, der er blevet skilt, gift igen og politisk engageret. Men fordi hun har set vores mangelfulde integration, vores groteske psykiatri og taget denne tunge kamp op. Men alligevel er det nok netop den muslimske baggrund, der gør at denne biografi kommer nu, så tidligt.

Erindringerne er levende fortalt, sproget er flydende og selv om der springes lidt i kronologien, er det en bog, der er super hurtigt læst - for den er vedkommende. Men, hvor forfatteren evner formidlingen, synes jeg han svigter noget på indholdet. Özlem holder læseren en armslænge fra mange af voksenlivets erindringer - respekt for det. Men der, hvor jeg som læser kommer tæt på mennesket i bogens 2/3 så er det som om, det går alt for stærkt med slutningen. Jeg sidder tilbage med en stor mængde spørgsmål bl.a omkring afslutningen på sygeplejerskejobbet, begyndelsen på det nye liv med den nye mand og ikke mindst afslutningen på hvervet i bestyrelsen for DSR. På mig virker det som om tiden er løbet fra forfatter og fortæller, og derfor er slutningen skredet - Det er en stor skam.

Til gengæld er det en erindringsbog, der uagtet politisk farve, afføder respekt for denne kvinde, der vender kinden mod vinder og kæmper sig frem. Uanset om det er hendes eget privatliv eller det hun brænder for, så går hun målretter efter det, og lykkes jo faktisk med det meste. Nu er det jo nogle år siden bogen udkom, Özlem er efterfølgende ikke genvalgt til folketinget, men har bl.a. fortsat kampen for en bedre psykiatri. Og det giver mig forhåbninger om en opfølgning og uddybning, når Özlem sidder i sin kolonihave og nyder frugttræerne og ser tilbage på et langt og indholdrigt liv. Jeg er klar til den tid.


© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar