fredag den 6. januar 2017

Superkryb

AF Anders Kofoed



Forfatteren er tilknyttet TV2 som dyreekspert. Han har tidligere været ansat som naturformidler på Danmarks Akvarium, Den blå planet og i Københavns Zoo. Hvis du vil se og høre mere til Anders kan han følges her

Bogen er opdelt i tre dele så læseren kan finde superkryb på land, til vands og i luften. Derudover har Anders lavet verdenskort således, at læseren ved, hvor i verden de enkelte kryb kan findes. De valgte dyr er alle beskrevet med leveforhold, hvordan de ser ud og som regel også en lille anekdote. Derudover får de naturligvis beskrevet deres superkræfter. Og endelig får de fleste et udråb og-/eller en lille faktadel. Vidste du f.eks at den vandrende pind kan gemme sig ved at ligne en gren, at en dræbersnegl kan kravle hen over et barberblad uden at skære sig eller, at vandedderkoppen kan bygge sin egen dykkerklokke af silke? Alle krybene er fulgt af fantastiske fotos, der både oplyser og kan hjælpe med at genkende de kryb læserne selv finder. Endelig slutter Anders af med at komme med ideer til. hvordan man selv kan lokke insekter til og gå på opdagelse i og omkring hjemmet. 

Bogen henvender sig til de 7-14 årige, men jeg vil påstå, at både yngre og ældre læsere kan få stor glæde af bogen. Sproget er i børnehøjde, flydende og levende. Jeg har aldrig haft den store interesse for de små dyr, jeg gik den modsatte vej og blev hestepige. Men selv om det er længe siden jeg oplevede barndommens utilslørede interesse for naturen,  så blev jeg grebet og mærkede tydeligt forfatterens store engagement i naturen og dens beboere. De super flotte billeder udgør næsten en historie i sig selv, og bogen kan ligeledes bruges som både atlas, naturvidenskabelige aktiviteter og højtlæsning. Den vil med garanti skabe en del debat og være grobund for mange timers underholdning.

Bogen er udgivet i et utrolig stærkt og lækkert materiale, det gør naturligvis også, at bogen er tung. Men jeg synes bestemt den er værd at have med rundt i naturen herhjemme og i kufferten når turen går til fjernere egne. For den er virkelig kræs for naturelskere, uagtet alderen og vil være garant for mange timers underholdning.



© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar