mandag den 9. januar 2017

Skøgernes Danmarkshistorie

AF Bo Jensen


284 sider Forlaget FOXY

Bo Jensen er fortæller. Han interesserer sig for det, der er stort set ubeskrevet. Således har Bo Jensen været medforfatter på "De slukkede vores tørst og gjorde livet lidt rødere" en fortælling om bryggeriarbejdernes historie.

Sexarbejdere, ludere, skøger, callgirls og escortpiger er bare nogle af de navne, der er blevet hæftet på de kvinder, der udfører verdens ældste kvindeerhverv. Efterspørgslen er stadig stor, ca. 16% af alle danske mænd har besøgt prostituerede. Beretningen begynder i slutningen af 1800 tallet. Det er der, der er mest indsigt i skøgernes historie. Alene af den grund, at skøgerne blev registreret og tvunget til lægeundersøgelser hver uge - Det blev en form for statsstyret bordeldrift. De priviligerede skøger måtte bo privat og tage kunder hjemme, hvis de "smurte" politiet ordenligt. De laveste skøger måtte operere fra bordeller og vinduer og prostitution var helt frem til 1960 erne et storbyfænomen, hvor tjenestepiger eller fabriksarbejdere skiftede det usselt betalte job ud med det meget mere indbringende, at sælge sig selv. Bordeller er gået fra at være nærmest statslige over til at blive forbudt, som hovederhverv. Aldrig har det været forbud at være kunde, mens kvinderne til alle tider har været "skurkene" Datidens kontrol fra politiet blev afløst af lægelig kontrol, og her blev skøgerne pludselig dømt syge og evnesvage over een kam. I dag taler vi om at forbyde prostitution, kriminalisere kunderne som i Sverige eller gøre det til et helt legalt erhverv. De danske abolitionister kæmpede for hundrede år siden for afskaffelse af prostitution, i dag er det stadig KFUK der er hovedkraften og i dag driver de bl.a. reden på Vesterbro ligesom de deltager flittigt i debatten om prostitution.  Mange vil have faget forbudt, men meget tyder på at arbejderne selv ønsker at fortsætte og helt legalt. Fra at skøgerne hentede kunderne på gaden, på barer og i vinduer - er størsteparten af de danske prostituerede i dag ansat på bordeller, mens det er udenlandske kvinder, der trækker på gaderne. Kort sagt, der er sket meget på de godt 150 år, og så alligevel ikke. Nogen kan postulere, at det er blevet mere sikkert at være prostitueret, andre stik modsat.

Beretningen er krydret med fotografier, små anekdoter fra skøger, bekendte, retsbøger og patientjournaler ect. ligesom der er statistiske fortællinger om alt fra priser over udbredelse og til steder. Det giver beretningen pondus og er således både lærerigt og meget interessant læsning. Og så er der mange oplysende og historiske indslag.

Vidste du f.eks. at vi i Danmark udførte socialhygiejne langt op i 1900 tallet? Eller, at skøger, vagabonder og substitensløse kom ind under ondsvageforsorgen, da man mente, at de alle var psykisk syge. Flere af dem blev tvangssteriliseret, da man mente, at prostitution, præcis som kriminalitet, var arveligt. Eller vidste du at specielt skøgerne i Nyhavn har ry for at have været en del af modstandskampen. Værnemagten forbød deres soldater at besøge skøgerne, da de altid kom tilbage uden våben og penge. 

Jeg har haft en virkelig oplysende og meget interessant rejse gennem skøgernes historie. Fortællingen er levende og sproget flyder, så jeg var fanget af fortællingen fra start til slut. Der var en rigtig fin balance mellem fortællinger og fakta, og jeg synes fortælleren kommer i mål med at lægge rammerne til det store puslespil. Så dette er altså en historie, der både underholder, oplyser og giver ballast til debatten. 



© Bognørden

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar